Vores Legemer

     

Kroppen

Vores fornemste opgave i livet er at udtrykke vores sjæls vilje igennem den fysiske krop. Dette er dog ikke så nemt som det lyder, da det er de færreste der har så god en sjælskontakt, at de ved hvad sjælen ønsker. Ofte står der følelser og tanker i vejen for den direkte kontakt til sjælen, og man skal derfor først have bearbejdet det der står i vejen for at kunne udtrykke sjælens vilje.

Vi kender alle udtrykket

"En sund sjæl i et sundt legeme"

og ud af det kan vi udlede, at for at få en sund sjæl skal vi også have en sund krop. Derfor kan man godt sige, at hele den spirituelle rejse begynder med kroppen.

Kroppen
Den fysiske krop består af milliarder af celler der er organiseret i forskellige væv og organer som f.eks. knogler, muskler, nerver, hjerte, lunger, lever og hjerne. Den fysiske krop er det værktøj, som vi har fået til at udtrykke os med og lære igennem i dette liv.

Kroppen modtager energi gennem det æteriske legeme. Energien kommer fra Solen, dels som ultraviolet og infrarød stråling og dels gennem den mad vi spiser. Det er derfor vigtigt, at vi hver dag får så meget lys og frisk luft som muligt, og at vi vælger den mad som tilfører os mest muligt energi.

Lys og luft
Vi skal helst opholde os udendørs mindst en time dagligt, så får kroppen tid til at opsuge æterisk energi fra solen (energien er der også, når det er overskyet). De mest energifyldte områder er uberørt natur, fordi man der får glæde af den ekstra stråling, der kommer fra naturen. Tænk på, hvor energifyldt man bliver efter en uges ferie ved havet eller en uge på ski i smukke bjergområder.

Når man opholder sig udendørs kan man passende bruge tiden på at motionere. Et vigtigt element i at holde kroppen sund er, at holde den i gang og sørge for god bevægelighed i led og muskler. Motionen sørger også for, at fedtdepoterne holdes lidt i ave. Bevægelse er også med til at fordele den æteriske energi og føre den derhen, hvor der er brug for den. Uden bevægelse har den æteriske energi tendens til at stagnere og ophobes forskellige steder, dette fører til overenergi og dermed smerter. I dag anbefaler man jo også motion mod rygsmerter.

 

Kirlianfoto af økologisk dyrket Champignon
Kirlianfoto af konventionelt dyrket (=sprøjtet) Champignon

  

Æterlegemet

Det æteriske legeme er tættest på kroppen og udstrålingen fra det rækker 5-10 cm ud fra kroppen. Æterlegemets opgave er at optage, lagre og videregive livsenergi. Livsenergien er den energi som udsendes fra solen og som vi kender som ultraviolet og infrarød stråling. Når vi dør er det fordi vi mister evnen til at optage livsenergi.

Æterlegemet har ikke en bevidsthed, det videregiver blot informationer fra de indre plan til hjernen og det fysiske legeme. Hvis man kunne se det æteriske legeme ville man kunne se et fint netværk af lysende tråde. Det fysiske legeme gennemstrømmes af og er bygget efter denne gyldne lysende støbeform. Der hvor linierne i netværket krydser hinanden opstår der kraftfelter, det er de æteriske energipunkter.

I det æteriske legeme er der desuden syv store energicentre, de kaldes også chakraer. De er placeret op langs forsiden af rygraden og helt op til toppen af issen. Chakraerne har særlige fysiske og psykiske egenskaber, de overfører energi fra sjæls, tanke og følelseslegemerne til det æteriske legeme. De æteriske energistrømme står i forbindelse med det autonome nervesystem, som igen stimulerer de hormonproducerende kirtler til at frigive hormoner, som igen påvirker kroppens funktioner. Man kan således sige, at kroppens funktioner er et billede på, hvordan de ikke-fysiske energier fungerer.

Det æteriske legeme er opdelt i fire forskellige lag. Lagene adskiller sig fra hinanden ved at være opbygget af partikler af forskellige størrelse og svingningshastighed.
De fire lag er, set fra det yderste og mest fine:
  • sundhedsauraen, der fungere som vores immunforsvar
  • livsaktivitetsauraen, som er et billede på, hvordan vi manifesterer os i verden med handling, følelse og tanke
  • sandhedsauraen, som viser ægtheden i vores udtryk eller handling
  • den kemiske strukturs aura, som modtager og fordeler livsenergi og dermed optagelse af næringsstoffer som f.eks. vitaminer og mineraler

Sundhedsauraen er den del af vores aura som kan give andre mennesker energi i forbindelse med healing. Hvis man har et stærkt æterisk lag vil man virke livgivende på andre, har man et svagt lag vil man ubevist forsøge at tappe energi fra andre. Sygeplejersker, pædagoger eller hjemmehjælpere, der har med mennesker i energiunderskud at gøre, vil være i farezonen for på et eller andet tidspunkt at føle sig udbrændte. De glemmer sig selv til fordel for andre og glemmer derved at få tilført frisk livsenergi som erstatning for det der er blevet tappet. De skal lære at give andre uden at tappe deres eget energisystem.

Det er det æteriske legeme der bestemmer, hvordan vores fysiske krop har det. Hvis man er syg og man forestiller sig, at man fjerner ubalancerne i det æteriske legeme, vil den fysiske krop også blive rask. Det er måske der den konventionelle lægevidenskab tit går forkert. Den fjerner de fysiske problemer, men ubalancen i det æteriske er der stadig, og det vil resultere i at sygdommen, eventuelt i en ny forklædning vil dukke op igen. Da det er de indre plan der styrer det æteriske er det ofte nødvendigt at gå ind og bearbejde følelser og trosmønstre for at rette op på balancen i æterlegemet.

Alt har et æterisk legeme, mennesker, dyr, planter, sten og planeter.

Indenfor videnskaben er man ved at erkende det menneskelige energifelt, som er det samme som det æteriske legeme. Med fysikkens kvanteteorier er de første skridt taget til en større erkendelse af den usynlige verden.

 

 

Astrallegemet

Det astrale legeme kaldes også for følelseslegemet, og det indeholder som navnet antyder vore følelser. Det astrale legeme ligger som en æggeformet struktur rundt om kroppen, det strækker sig ca. 30-50 cm ud fra kroppen. Det er den del af auraen vi sanser med, når vi føler en anden persons sindsstemning.

Den første kontakt mellem to mennesker vil altid være fra det astrale, dvs. af følelsesmæssig karakter.

I virkeligheden findes der kun to forskellige følelser, tiltrækning og frastødning. Alle andre følelser er forskellige afskygninger af de to. Det astrale virker på den måde, at det siger "det kan jeg 'li, så det vil jeg 'ha" eller "det kan jeg ikke 'li, så det vil jeg ikke 'ha". På den måde bliver astrallegemet drivkraften bag det vi foretager os.

Det astrale legeme er det sted hvorigennem alle følelser, lidenskaber, ønsker og begær indvirker på det fysiske legeme og finder udtryk i den fysiske verden. Det er et legeme, som det er nødvendigt for mennesket at kende og beherske for at kunne lade sjælen skinne igennem.

Vibrationen fra sjælen er meget finere end den fra astrallegemet. Impulser fra sjælen kendes på at det man gør altid vil gavne mennesker omkring en. Impulser fra astrallegemet vil ikke altid gavne omgivelserne, de er rettet mod mere egoistiske interesser.

Det er os selv der bygger det astrale legeme med de energier det indeholder. Det gør vi igennem hele vores liv. Hver gang vi har en oplevelse hvor vi føler, tiltrækker vi astralt stof som herefter indbygges i følelseslegemet.

Hvis man kunne se det astrale legeme ville man se et mangefarvet, rastløst og bevægeligt legeme der skifter farve og udseende efter personens følelser. Sjælen kan ikke komme til udtryk igennem denne kaotiske storm, derfor er det vigtigt at lære at stilne følelserne gennem meditation. Det er især godt at bruge visualiseringer f.eks. af en stille skovsø der kan virke som spejl for sjælens hensigter.

Når vi falder i søvn forlader astrallegemet kroppen igennem miltcentret. I løbet af natten opholder vi os på det astral plan og her oplever vi en masse ting, og afglansen af dette er det vi kender som drømme. Under nattens udflugter er astrallegemet forbundet til kroppen via en tynd tråd (sølvsnoren). Når vi dør brister denne tråd og astrallegemet kan ikke længere vende tilbage til kroppen.

Astrallegemet indeholder også alle de fortrængte sider af vores følelsesliv. Hver gang vi har fornægtet en følelse, har vi skabt en lille eller en stor blokering. Vores forældre og andre har, ved ikke at acceptere nogle sider af os sørget for, at vi har fået disse blokeringer. F.eks. hvis de ikke kunne lide at du udtrykte højlydt glæde, har de afvist dig hver gang det skete. Med tiden lærer vi, at visse følelser er "forbudte" og vi lærer at undertrykke dem. Til sidst ved vi ikke, hvad vi selv føler. Senere i livet bliver vi vrede eller utrygge, når vi møder mennesker der frit viser f.eks. højlydt glæde. Det er det der kaldes projektion. Vi ser vore egne undertrykte sider udtrykt hos mennesker i vore omgivelser. Først når projektionerne er ryddet af vejen, kan vi mødes som "ægte" mennesker.

En af vore vigtigste opgaver som mennesker er, at komme i harmoni med vore følelser. Vi skal se, forstå og acceptere hvad vi er. Så længe vi ikke vil kendes ved visse sider af os selv, vil vi blive ved med at fordømme andre for disse sider, og så er vi ikke hele mennesker. Først når vi er i harmoni med vores følelser kan sjælens udtryk trænge igennem.

 

Mentallegemet

Mentallegemet eller tankelegemet som det også kaldes er det legeme der tænker. Det kan skabe billeder, forestillinger og forklaringer. Dets formål er at give os retning. Med det kan vi styre det astrale legeme og derfor også det fysiske legeme.

Det mentale legeme ses som et fint tåget omrids der følger kroppens kontur, udover det er der en finere tåge der ligger som et kugleformet energifelt omkring kroppen. Det mentale legeme kan deles op i en logisk tænkende og en intuitiv del. Det er det der bestemmer vores intelligens. De fleste mennesker bruger kun den del af det mentale legeme der ligger omkring hjernen, mens det kæmpe potentiale der ligger i resten af det mentale legeme ligger ubenyttet hen. Når vi får en aha-oplevelse er det glimt fra denne ellers ubenyttede del.

Mentallegemet vokser i takt med personens udvikling. Hos et uudviklet menneske er mentallegemet lille, mens det hos et højt udviklet menneske er stort. Man kan næsten beskrive tankerne som vibrerende lyd, der når de passerer gennem det mentale legeme ses som glimt i lysende changerende farver, måske lidt ligesom man har set i fjernsynet, hvor man har ladet musik passere gennem et apparat der har lavet musikken om til flydende billeder i farver.

Det mentale legeme er under konstant forandring døgnet rundt. Enhver tanke fremkalder en impuls i det ved at danne mentalt stof. Tankevibrationer i det mentale legeme kan danne en tankebølge eller en tankeform. Tankebølgen kan sendes ud og eventuelt opfattes af eller påvirke andre mennesker. Vi, der lever i storbyer, vader i bogstaveligste forstand rundt i et hav af tankebølger udsendt af alle mulige mennesker. Vi påvirkes af disse tankebølger med mindre vi har et rent hjerte og en ren tankegang. Hvem kender ikke fornemmelsen af, at komme ind i et rum med en "dårlig stemning" og i løbet af kort tid selv være blevet i dårligt humør, uden egentligt at vide hvorfor.

Man kan sammenligne mentallegemet med en radiosender, da vi både kan sende og modtage tankebølger. Ligesom man på en radio kan stille ind på et bestemt program, kan vi stille ind på en bestemt person. Dette er forklaringen på tankelæsning, vi er i stand til at opfange personens tankebølger og vi forstår dem.

I mental legemet ligger vore trosmønstre, både dem fra tidligere liv og dem vi har fået i løbet af dette. Det kan f.eks. være trosmønstre der fortæller os, at vi ikke er værdige til at leve, eller at alle andre mennesker er bedre end mig eller jeg er kun værd at elske når jeg gør noget for andre eller tusinde andre ting. Det er vigtigt at få ryddet ud i alle de trosmønstre for de ligger som stagneret mental energi og hindrer vores frie udfoldelsesmuligheder. Vi er ikke altid klar over at vi har de trosmønstre vi har, de har ofte fulgt os helt fra barndommen og er derfor en indgroet del af os. Det kræver mod og personlig udvikling at give slip på dem.

Hver gang vi har en negativ tanke om os selv skaber vi energi i det mentale felt. Hvis vi har alt for mange negative tanker igennem lang tid vil denne energi efterhånden få så meget magt, at vi snart ikke kan tænke på andet end hvor dårlige mennesker vi er. Det er vigtigt at tilgive sig selv for de småfejl vi begår livet igennem. De er jo blot til for at vi skal lære af dem.

 

Sjælen

I sjælen bor vores sande identitet, det er det vi stræber efter at blive. Der hvor vi kan sige "jeg er". Sjælen indeholder alle de evner og kvaliteter, som vi er født med og som vi har til rådighed i vores liv. Den indeholder kun stærke sider, som f.eks. lederevner, balance, kærlighed, generøsitet, upartiskhed, visdom, intuition, ærlighed osv. Vi fødes altså ganske uskyldige. Alle de negative sider findes i astral og mentallegemet og er noget vi selv skaber i løbet af livet (eventuelt med vore forældres hjælp).

Hvis man kunne se sjælen ville man se et æggeformet legeme der stråler og funkler i alle regnbuens farver. Sjælen forbliver igennem mange liv mens alle de lavere legemer skiftes i hvert nyt liv. Sjælen opsamler essensen af personlighedens erfaringer gennem hvert liv. Den er opbevaringssted for alle gode erfaringer og kun det gode kan optages i sjælen. F.eks. hver gang vi føler ægte uselvisk kærlighed giver vi lidt til sjælens udvikling. Sjælen indeholder de årsager der bliver til de manifesterede virkninger på de lavere planer.

Når vi er i kontakt med sjælen er vi i balance med os selv, og vi udstråler glæde og harmoni til vore omgivelser. Ingen problemer er store og uoverskuelige og vi føler os opløftede og kærlige. Vi har styrken til at gøre det nødvendige i enhver situation.

Sjælen er af en anden verden og kan kun vanskeligt sammenlignes med noget vi kender. Det er de overordnede princippers verden. Det er derfra vi får et kald, til f.eks. at tage ud i verden og lave uselvisk u-lands hjælp, eller til blive præst. Det er derfra vi får uanede kræfter til at flytte tonstunge jernbjælker eller biler der fastholder tilskadekomne.

For at man kan komme i kontakt med sjælen, skal man have ryddet op i blokeringerne først og fremmest i det æteriske og astrale legeme. Hvis der er for mange blokeringer er disse legemer for træge eller langsomt flydende til at kunne modtage sjælens vibrationer. Når først kontakten er etableret starter en selvhealingsproces, og vi bliver mindre afhængige af terapeuter.

Meget smukt illustreret af ©Lene Christensen